Hvad er Brownout?
Brownout er en betegnelse for en manuel aflastning af elnettet. En sådan aflastning vil typisk betyde, at et afgrænset og udvalgt område, vil være uden strøm i to timer.
Hvem kan risikere at blive afbrudt?
Det er ikke muligt at prioritere mellem el-forbrugere, og det er heller ikke muligt at oplyse, hvem der bliver berørt af brownout. Derfor er det en god ide at være forberedt på, hvordan man kan takle brownout.
Hvad gør Skjoldelev Mødal Vandværk?
Kort sagt ikke noget.
Fristen for strømafbrydelsen er meget kort og det vil ikke kunne nås at koble generator på vores vandværk i de 2 timer strømafbrydelsen varer.
Mens der er strømafbrydelse, er det allervigtigste at undgå at bruge vand, hvis det er muligt. Både fra vandhanen i køkkenet og fra vandinstallationer som toilet, bad eller vandslange.
Desuden har Favrskov Forsyning påpeget at de ikke har generatorer på deres pumpestationer til renseanlæggene, så hvis Skjoldelev Mødal Vandværk leverer vand til forbrugerne vil Favrskov Forsyning have problemer med at fjerne spillevandet.
Derfor, følg med i medierne, de vil dagen før et eventuelt Brownout varsle det.
Du kan tilmelde dig SMS service fra DinEl, som er forsyningsselskab i vores område.
Det gør du her: https://dinel.dk/driftsinfo/besked-ved-driftsudfald/
Det er dog ikke sikkert at DinEl kan nå at sende SMS ud inden Brownout.
Du kan også følge med på hjemmesiden: https://kriseinformation.dk
Eller Energistyrelsens hjemmeside: https://ens.dk
Sidst, men ikke mindst, hav et par flasker vand i køleskabet til en eventuel Brownout, det er kun 2 timer.
Efter strømafbrydelsen
Når strømmen kommer tilbage – og vi igen kan sende vand ud til dig – så er det vigtigt at huske på at systemet skal op at køre igen og der kan være et stort behov for vand flere steder i forsyningsområdet.
Hvis du ikke har brug for vand med det samme så vent gerne, så vores system ikke bliver unødigt belastet. Det vil give et stort pres på vandforsyningssystemet, hvis alle forbrugere lukker op for hanerne på èn gang.
Du kan opleve et midlertidigt lavere vandtryk og eventuelt brunt vand fra vandhanen. Brunt vand skyldes okker, og det er ikke farligt. Lad vandhanen løbe, og når vandet har en normal farve, er okkeren skyllet ud.
Det skal nævnes, at det ikke er sikkert at brownouts vil komme på tale, det kommer an på hvor presset det nationale elnet er hen over vinteren.